Bestyrelsen fik intet at vide: Ny chef var netop fyret for udbudsrod
Den øverste direktør for landets største kommunalt ejede spildevandsselskab, Biofos, John Buur Christiansen, har ikke orienteret Biofos’ bestyrelse om, at selskabets nyansatte topchef Dan Fredskov blev fyret fra sin stilling som energichef hos det kommunalt ejede affaldsselskab Amager Ressource Center (ARC) efter en sag om ulovlige indkøb til over en kvart mia. kr.
- Det har ikke været relevant for mig at meddele, hvad der er i den sag, siger John Buur Christiansen til kommunen.dk.
Oplysningerne blev ikke videregivet, til trods for at Dan Fredskov i den nye stilling hos Biofos får det overordnede ansvar for blandt andet udbud og kontraktindgåelse i forbindelse med to investeringsplaner til i alt 1,6 mia. kr., bekræfter Biofos’ administrerende direktør.
Den manglende bestyrelsesorientering er imidlertid et brud på Selskabsloven, vurderer Anders Drejer, der er professor i ledelse hos Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.
- Selskabsloven er soleklar. Der står i paragraf 117, at hvis en direktør modtager en information, som er af afgørende betydning for selskabet, så skal han ifølge loven orientere sin bestyrelse om det, siger Anders Drejer, der ikke er i tvivl om, at oplysningerne om udbudsrodet hos ARC netop er 'af afgørende betydning' for Biofos.
'Ingen relevans'
Hos ARC var Dan Fredskov den øverste ansvarlige chef i energiafdelingen, der stod for mere end 87 pct. af selskabets ulovlige millionkontrakter. Men den information har altså ikke fundet vej til Biofos’ bestyrelseslokaler.
- Selvfølgelig burde direktøren have orienteret om det her til sin bestyrelse, så bestyrelsen kunne have taget stilling til, hvad dens holdning ville være, vurderer Anders Drejer.
Selv mener Biofos-direktøren, at oplysningerne om Dan Fredskov 'ingen relevans' har for selskabets bestyrelse.
- Det er jo heller ikke vores gebet, hvad han har lavet tidligere. Vi har orienteret bestyrelsen om, at han er ansat - hvem han er, hvad han har lavet, hvad er hans fortid - hans meget, meget forkortede CV. Den orientering er sendt til bestyrelsen, siger John Buur Christiansen.
Fremgår det af orienteringen til bestyrelsen, at han er blevet afskediget hos ARC?
- Nej, det gør det ikke. Det gør det ikke. Hans tidligere job som energichef hos ARC fremgår.
Direktøren forklarer dog, at 'det er naturligt,' at Dan Fredskovs fyring og ansvar i sagen om ARC's ulovlige indkøb til mindst 306 mio. kr. 'selvfølgelig også har været en del af overvejelsen' i forhold til selve ansættelsen.
Netop derfor er det ifølge Anders Drejer påfaldende, at John Buur Christiansen ikke har sendt oplysningerne videre til selskabets bestyrelse.
- Direktøren har jo vurderet et eller andet, og der må han jo så også have sagt til sig selv: jamen, bør jeg fortælle det her til bestyrelsen? Og så har han sagt: nej, det behøver jeg ikke, siger Anders Drejer.
Alt skal i udbud
Dan Fredskov får ifølge Biofos-direktøren også det overordnede ansvar for udbud, udbudsmateriale og indgåelse af kontrakter med entreprenører som led i investeringsplanerne.
Biofos-direktøren maner dog al tvivl om Dan Fredskov i jorden. Den tidligere ARC-topchef skal nemlig ikke 'have ansvaret for indkøb overhovedet', siger direktøren.
- Så man kan sige, at risikoen for, at det gentager sig, er afdækket på den måde, at han skal ikke købe ind. På den måde mener jeg, at risikoen for, at han eventuelt kunne komme ud i samme dilemma, grænser til at være ikke-eksisterende, siger John Buur Christiansen.
Der står i pressemeddelelsen, at Dan Fredskov får ansvaret for at gennemføre en investeringsplan for ca. 1 mia. kr. Hvad er det helt præcist, han får ansvaret for?
- Det er jo udbud. Det er jo, at alting skal i udbud. Der har vi en indkøbschef, som sørger for alt det juridiske med udbudsregler osv., som Dan ikke har ansvaret for. Det er vores økonomidirektør og økonomichef, der har en indkøbsafdeling, som står for det. Det er den måde, vi altid har gjort det på, og som vi også vil fortsætte med - at dem, der udbyder, bliver set over skulderen af nogle, der sidder i en helt anden afdeling, som har ansvaret for hele det udbudsretlige, siger direktøren.
De informationer er ikke meldt ud i Biofos’ pressemeddelelse til offentligheden.
Er det ikke relevant for både politikerne, der skal forvalte de her penge, som Biofos får del i, og de borgere, der spytter penge i kassen, at de får at vide, at Biofos har ansat en chef, som fratrådte efter ulovlige indkøb for over en kvart mia. kr.?
- Men det er jo dit valg, at du vinkler det sådan. Jeg vinkler det sådan, at det er de kompetencer, som han skal til at udføre hos mig, som jeg fremhæver i den melding om, hvorfor han er ansat.
Jeg vinkler det egentligt ikke sådan, jeg stiller bare et spørgsmål. Er det relevant eller hvad?
- Det kommer an på, hvilket ståsted man har. Det kan garanteret være relevant for dig.
Ifølge professor Anders Drejer er det dog ikke kun et spørgsmål om relevans. Det er et spørgsmål om at overholde loven.
- I det her konkrete tilfælde har jeg meget svært ved at se, hvorfor direktøren ikke har orienteret sin bestyrelse om, at selskabet nu har ansat en, der har ansvaret for udbud, og som i øvrigt lige er blevet fyret for ikke at leve op til reglerne om udbud. Det virker relativt naturligt at gøre, siger Anders Drejer.
Kender hinanden fra ARC
Dan Fredskovs indtog på direktionsgangene hos Biofos bliver ikke den første gang, at de to erfarne chefer krydser vejene i den kommunale selskabsverden.
Biofos’ administrerende direktør John Buur Christiansen har tidligere selv arbejdet hos ARC, hvor han var ansat som administrationschef. I en periode i 2007 arbejdede han ligeledes sammen med Dan Fredskov, der samme år blev ansat som affaldsselskabets nye energichef.
Siden da har de to topchefer dog hverken haft private eller arbejdsmæssige relationer til hinanden, forklarer John Buur Christiansen - på nær i forbindelse med et større samarbejde, et såkaldt KOD-projekt, der foregik mellem Biofos, ARC og Vestforbrænding.
Vejen mod genforening for de to gamle kollegaer lå ellers ikke lige i kortene, fortæller John Buur Christiansen til kommunen.dk. En omstrukturering af Biofos’ organisation resulterede nemlig i, at selskabet skulle ud og finde en plan- og projektchef, der kunne gennemføre investeringer i renseanlæg.
Jagten på en chef blev ifølge Biofos-direktøren allerede indledt i sommer, mens stillingsopslaget dog først blev slået op den 14. september, nøjagtig én uge efter at Dan Fredskov blev afskediget fra ARC.
Det fremgår af jobopslaget, hvori der står, at det er et krav, at kandidater til stillingen har 'stor erfaring' med blandt andet udbud og kontraktstyring.
Et par uger efter jobopslaget blev offentliggjort - den 25. september - offentliggjorde Dan Fredskovs tidligere arbejdsgiver en advokatundersøgelse om årsagerne til, at ARC havde indgået kontrakter til mindst 306 mio. kr. i strid med udbudsloven.
Rapporten konkluderede som tidligere beskrevet af kommunen.dk, at ledelsen hos ARC i årevis havde haft et så 'lemfældigt' forhold til reglerne om udbud, at der var opstået en kultur, hvor det var helt normal praksis at underskrive, godkende og forlænge ulovlige millionkontrakter i strid med udbudsreglerne.
Over for kommunen.dk har flere af ARC's bestyrelsesmedlemmer placeret ansvaret for de ulovlige indkøb direkte hos Dan Fredskov.
- Hvor skulle ansvaret ellers ligge?, lød det fra bestyrelsesmedlem og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Ulrik Kohl (EL).
kommunen.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Dan Fredskov.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.